Natten på Ilbro station – mens snestormen rasede udenfor 27/28 februar 1941

Min faster Ingeborg og onkel Winther boede fra 1949 i Thorshøj lige ved stationen, og vi var ofte på besøg hos dem. Jeg elskede den gule Scandia skinnebus – men mest når det røde Frichs firkantede diesellokomotiv var spændt for et par vogne. Det smertede mig voldsomt, da banen blev nedlagt 15. marts 1953, det år jeg begyndte i skole, og vi i stedet for toget måtte køre med rutebil til Thorshøj.

I oktober 1955 flyttede vi til Lørslev Vesterhede – et hus der lå 150 meter fra, hvor banen havde gået. Der lå endnu nogle rådne sveller hist og her, mindes jeg.

Min far havde en kollega, der hed Richardt Jensen, og han kom ofte hos os.

Hver eneste gang kikkede han ud ad vores vindue, og sagde: “Det var her, vi strandede med toget i 1941, og måtte spadsere gennem snedriverne til Ilbro station, hvor vi hyggede os hele natten om en rødglødende kakkelovn, kaffe og nybagt kringle.”

Og så kom den spændende historie, som jeg satte så stor pris på, at jeg følte, jeg havde været med toget, der kørte fast i en snedrive.

Nu har jeg været på besøg i arkiverne, de gamle aviser og kan berette om, hvad der virkelig hændte på Hørbybanen torsdag den 27. februar 1941.

Allerede torsdag eftermiddag 27. februar begyndte det at fyge med den gamle sne, der blev revet løs af den stærke blæst, og snart begyndte de gamle sneudgravningerne på banen at lukkes. De små privatbanelokomotiver havde mas med at slæbe togstammerne afsted.

Aftentoget afgik planmæssigt fra Hørby kl. 18:15. Richard stod på toget i Østervraa kl. 19:13. Turen gik nogenlunde, dog med lidt forsinkelse indtil toget havde passeret Lørslev station, men så gik det også galt.

Ikke langt fra Lørslev station havde der dannet sig en 5-600 meter lang, fra en halv til en hel meter høj drive, og den kunne lokomotivet, der havde tre passagervogne efter sig, ikke forcere.

Det gav nogle vældige dump i toget, og så sad det fast. Togføreren vadede gennem sneen tilbage til Lørslev station, hvorfra der blev telefoneret til Hjørring Vestbanestation og anmodet om hjælp.

Ekspeditricen på Stationen havde situationsfornemmelse, og hun ringede efterfølgende op til Ilbro station og meddelte, at der muligvis kom folk på besøg, og spurgte om hvorvidt der var erstatningskaffe nok til at beværte en flok passagerer.

I Hjørring handlede man hurtigt, og der blev omgående udsendt en hjælpemaskine, der hurtigt kom ud til det nødstedte tog, men det formåede ikke at slæbe togstammen ind til Hjørring.

Det var efterhånden blevet langt ud på aftenen, og snefygningen var nu meget voldsomt, og det var bidende koldt. Togpersonalet forsøgte derfor at få passagererne – 16 i alt – kørt ind til Hjørring i det forreste lokomotiv, men efter en ganske kort strækning, sad det uhjælpeligt fast.

Togføreren besluttede, at det var utilrådeligt i den stærke snestorm at lade passagererne tilbringe natten på lokomotivet eller i vognene, og under førerskab af togpersonalet gik de til Ilbro station, hvortil de kom lidt før midnat.

De var lidt forkomne, men det var alle voksne menneske og da ekspeditricen fru Gerda Hansen bød på en varm stue, og oven i købet trakterede dem med kaffe og kage, kvikkede de snart op. Gerda Hansen sørgede for, at de uventede gæster fik lov til at hygge sig med ugeblade, aviser og spillekort.

Richard fortalte, at telefonen i kontoret ringede hele tiden, og ekspeditricen oplyste, at der formentlig var hjælp på vej, men der skete ikke noget.

Om morgenen den 28. februar fortsatte passagererne turen – til fods noget af vejen. Richard var besværet af en tung kuffert – men til al held, fortalte han, kom der et par slæder fra et mejeri, som kørte dem næsten helt ind til Hjørring.Richard og de øvrige passagerer fandt, at natten havde været eventyrlig spændende, næsten som i en roman. Og alle var taknemlige for, at der ikke havde været børn med på turen.

Allerede ved 2-tiden om natten havde privatbanen imidlertid sendt to lokomotiver fra Hjørring station for at forsøge at få de to fastkørte maskiner fri. De to hjælpemaskiner blev koblet sammen med enden mod hinanden for med destostørre kraft at kunne køre baglæns, men alligevel nåede de to maskiner ikke længere end til lige ud for V. Brønderup ved Bagterp, før de kørte fast. Dermed sad fire lokomotiver fast i sneen på strækningen Hjørring/Lørslev.

Hjørring Privatbane foretrak derfor at vente med assistance til de mange fastsiddende lokomotiver til om morgenen ved 8-tiden, hvor der blev udsendt et lokomotiv og en godsvogn, hvori der befandt sig en styrke på mere end 40 snekastere. (folk med skovle der skulle grave de indesnede tog fri)

Vi er i den tyske besættelses andet år. Diesel lokomotiverne er sat i mølpose, og privatbanens små Henschel tenderlokomotiver er igen kommet til ære og værdighed. Kullene er dårlige, og undertiden bliver der fyret med tørv, så det er mere end svært at få det korrekte damptryk.)

Billeder: Et lokomotiv i sne (modelfoto) – Ilbro station, køreplan for Hørbybanen

Kilder: Richardt Jensen, de nordjyske dagblade m.m.